På cykel i Aarhus

10 grønne råd

Foto: Photopop, VisitAarhus

Nyd en dejlig ferie i Aarhusregionen og gør samtidig en lille forskel for miljøet. Her er listen over gode råd til en mere bæredygtig ferie.

1. Tag cyklen eller offentlig transport
En cykelferie er helt oplagt i Danmark - og især i den naturskønne Aarhusregion. Hvis du ikke kan tage cyklen med hjemmefra, kan du nemt leje en by- eller pendlercykel eller et elløbehjul. Der er desuden rigtig gode muligheder for at benytte offentlig transport, når du rejser til og i Aarhusregionen. I Danmark er der togforbindelse mellem de store byer, og fra de mindre byer er der busforbindelser til de fleste attraktioner. Hvis du skal bruge bil på rejsen, så undersøg, om det er muligt at leje en elbil, og hvor du kan få den opladet. Tip: med et AarhusCARD får du gratis transport i hele regionen.
2. Medbring din egen vandflaske
Det danske postevand er blandt det reneste drikkevand i verden og smager samtidig dejligt. Ved at huske en vandflaske og genopfylde den, sparer du både miljøet for unødig plastik og dig selv nogle kroner og øre. Rejser du med andre, så husk også at tage en vandflaske med til dem.
3. Se efter grønne hoteller
Sov godt med grøn samvittighed ved at vælge et overnatningssted, som gør en bæredygtig indsats i hverdagen. I Aarhusregionen har vi en del hoteller med grønne certificeringer, såsom Green Key og Svanemærket Mange hoteller gør en stor indsats inden for bæredygtighed, og du kan læse meget mere om deres bæredygtighedspolitikker på hotellernes egne hjemmesider.
4. Husk indkøbspose
Det er altid en god ide at have en ekstra, genanvendelig pose med, når du tager på ferie. Den ekstra pose kan både bruges som indkøbspose til en tur i supermarkedet, til shoppingturen og på picnic. Dermed sparer du miljøet for mange plastikposer.
5. Spis på bæredygtige restauranter
God mad er en central del af at holde ferie, og du har masser af muligheder for at spise på lækre restauranter, der har fokus på lokale råvarer, mindre madspild og vegetariske retter. Her er restauranter i alle prisklasser, så undersøg om du er til surdejsbagt pizza, smørrebrød eller andet, og lad dig endelig friste af de forskellige muligheder.
6. Besøg lokale markeder
Der er masser af gode markeder, hyggelige gårdbutikker og andre lokale gastronomiske oplevelser i Aarhusregionen, som alle flittigt bliver brugt af de lokale østjyder. Hvad enten du er til moderne madmarkeder, rooftop-barer eller et besøg hos lokale specialproducenter som Cold Hand Winery. Så har Aarhusregionen det hele. Samtidig kan du også gøre gode fund på loppemarkeder eller smage lokale lækre specialiteter på madmarkedet i Aarhus på Ingerslevs Boulevard hver onsdag og lørdag.
7. Genbrug håndklædet
Det er de færreste af os, der skifter håndklæder flere gange ugentligt. Derfor er det heller ikke nødvendigt, at du skifter håndklæde hver dag på hotellet eller i ferielejligheden. I receptionen kan du bede om, at de ikke skifter det så ofte, og hænger du håndklæderne op efter badet, vil de ikke blive skiftet.
8. Lej udstyr
Det kan være en god ide at undersøge muligheden for at leje udstyr, inden du køber dig fattig i outdoorbutikken. Du kan nemlig leje bl.a. cykler, kano , kajak, vandcykler, vandsport og mountainbike til fornuftige penge og nyde en dejlig dag uden at bøvle med transport af udstyr frem og tilbage på rejsen.
9. Sluk al strømmen
Selvom det er udbredt på de fleste hoteller i Aarhusregionen, er det ikke alle overnatningssteder, som har et et system, hvor elektriciteten slukker automatisk. Gør det derfor til en vane at være opmærksom på, om lyset er slukket og vinduet er lukket, når du forlader dit overnatningssted.
10. Turismeinformation findes digitalt
Efter en ferie kan man godt få en masse brochurer med hjem, som blot ryger i skraldespanden. Spar på papiret og husk på, at mange brochurer og informationer i dag også findes digitalt. Via vores hjemmesider kan du finde en masse god inspiration og information til, hvad du skal lave i din ferie i Aarhusregionen. Du kan også følge os på de sociale medier, hvor vi giver inspiration til ferien i hele Aarhusregionen.

Læs også

På Naturstyrelsens hjemmeside er der gode råd at finde med forslag til aktiviteter i naturen samt information omkring naturbeskyttelse. Du kan læse om biodiversitet, indsatsen for at standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed og for at bekæmpe invasive arter.

Dyk ned i den danske natur

Aarhus - CO2-neutral i 2030