VisitAarhusregionen
Borgvolden i Viborg

Strategi 2021

A GREAT PLACE
TO LIVE IS
A GREAT PLACE
TO VISIT

Bæredygtig vækststrategi for turismen i Aarhusregionen fra 2021

”A great place to live is a great place to visit” er navnet på en ny bæredygtig vækststrategi for turismen i VisitAarhusregionen.

I en tid hvor verden er vendt på hovedet, har vi mere end nogensinde behov for at få sat retning på vejen frem. Derfor lancerer vi denne strategi for udviklingen af turismen i Aarhusregionen netop nu. Vi har brug for at stå sammen og tage målrettede initiativer, som ikke alene bringer os hurtigere gennem krisen, men også på forkant med fremtiden efter krisen. 

Strategien er vores plan for turisme i en verden, hvor vi rejser igen, og hvor vi rejser os igen.  

A Great Place

A Great Place er en genopbygnings-strategi, mere end det er en krisestrategi. For vi er overbeviste om, at der på den anden side af pandemien ikke alene er brug for en genrejsning af besøgsøkonomien men også et genbesøg af selve vores tilgang til turisme og destinationsudvikling. Fordi turismen er på vej ind i en ny æra. 

A Great Place er en ambition om en bedre turisme, der er i balance med naturen og kulturen og ikke mindst de ca. 824.000 borgere, som bor i Aarhusregionen. Et godt sted at bo er et godt sted at besøge, og en stærk besøgsøkonomi er omvendt med til at gøre Aarhusregionen til et bedre sted at bo. 

A Great Place stiller skarpt på de nye spilleregler og værdier, som skal bære transformationen af turismen i Aarhusregionen ind i en ny æra. En æra, hvor turismen tager et bredere ansvar for det sted og det samfund, den foregår i.

VisitAarhus’ mission er at udvikle turismen og markedsføre Aarhusregionen som bæredygtig  rejsemål for ferie- og erhvervsturister samt bidrage til, at turismen skaber værdi lokalt, regionalt og nationalt.

Se VisitAarhus’ strategi

- her fortalt på 2 minutter af direktør i VisitAarhus Pia Lange Christensen - eller dyk mere ned i strategien i teksten under videoen.

Vi har følgende topprioriteter

 – ting, som vi skal lykkes med

Genrejsning
Vi skal have genrejst turismen efter pandemien. Som destinationsselskab skal vi bidrage til at genvinde den tabte beskæftigelse i turisme- og oplevelseserhvervet, og vi skal hjælpe virksomheder og forretningsområder gennem de langsigtede strukturforandringer, som kommer i krisens kølvand.

Lederskab på bæredygtighed
Vi vil prioritere vores ressourcer og kompetencer til fordel for bæredygtige turismeformer, og vi vil udfolde besøgsøkonomiens potentiale for at bidrage til bæredygtigt byliv og oplevelser i naturen. Vi vil tage lederskab på bæredygtig turismeudvikling både økonomisk, social og miljømæssigt.

Lokal forankring og deltagelse
I sin kerne er turismen mødet mellem mennesker og oplevelsen af kulturer og fællesskaber. I Aarhusregionen har vi stærke fællesskaber og en fantastisk tradition for deltagelse og frivillighed. Det skal vi sætte mere i spil, hvis vi skal udnytte turismens fulde potentiale, og hvis vi skal sikre den folkelige opbakning til turismen på lang sigt.

En bredere samtale om turisme
Rollen som destinationsselskab skal man gøre sig fortjent til. Som organisation skal vi have høj synlighed og tydelighed omkring vores værdier, kompetencer og værdiskabelse. Med denne strategi inviterer vi vores mere end 400 turismevirksomheder, otte kommuner og flere end 2.100 frivillige til samarbejde. Men vi rækker også ud til dem, som ikke kender os endnu. Med turismen som middel fremfor mål bliver turismen relevant for flere, og vi påtager os en ny rolle i forhold til at styrke, skubbe og inspirere udviklingen på tværs.

Turismen er på vej ind i en ny æra

Med blik for de store forandringer omkring os, er det nu opgaven at lave en både klog og hurtig omstilling af produkter og værditilbud. Det gør vi med et skarpt blik for de tendenser, der påvirker turismen. Blandt andet

Tid til et grønt gearskifte

Med afsæt i pandemien står vi nu med en fantastisk mulighed for at sætte skub i den grønne omstilling. Arbejdet med at genstarte turismen åbner op for en nødvendig samtale om, hvad og hvordan vi genopbygger. VisitAarhus forpligter sig på, at genopbygningen sker med afsæt i et ’Build Back Better’ mindset, så vi kommer stærkere og mere bæredygtigt ud på den anden side.  

Arbejdet med bæredygtighed og vækst rummer svære valg og fravalg, men også stort potentiale, der grundlæggende handler om at ramme en balance, hvor turismens positive effekter for væksten og beskæftigelsen går hånd i hånd med miljømæssige og sociale hensyn og prioriteringer. 

Turismen kan og skal bidrage bredere til den bæredygtige og samfundsmæssige udvikling end de klassiske mål for økonomisk vækst som overnatnings- og omsætningstal. 

Vi vil arbejde med klimamæssig, social og økonomisk bæredygtighed som forudsætning for balanceret vækst i turismen fremfor blot at tale om mere vækst.  

Et bredere perspektiv på turisme

Turismen foregår midt i vores lokalsamfund hver eneste dag – på museet henne om hjørnet, i dit sommerhusområde, i vores kulturhuse, på den lokale restaurant og på havnefronten uden for din arbejdsplads. Turisme påvirker vores hverdag, og bidrager positivt til, at der er et stærkt og varieret lokalt liv med flere kulturtilbud, butikker, restauranter og dagligvarebutikker. Det er derfor helt afgørende, at turisme foregår i dialog og er balanceret i forhold til lokalsamfundet, hvis borgerne fortsat skal bakke op om turismen.

Turisme er ikke et mål i sig selv, men et middel til at skabe resultater på en række parametre: som grundlag for arbejdspladser, bosætning, fysisk udvikling, infrastruktur, talenttiltrækning, livskvalitet og investeringer.

De tre spor i strategien

Turismen i Aarhusregionen skal bidrage til at skabe værdi og resultater både økonomisk, socialt og miljømæssigt. Vi vil løfte og udvikle turismen med udgangspunkt i tre spor:

  1. Balanceret vækst
  2. Lokal stolthed og fællesskab  
  3. Grønnere turisme

Balanceret vækst

 

 

Den fortsatte turismevækst i Aarhusregionen har et stort potentiale for den lokale økonomi og som grundlag for lokale arbejdspladser. 

 

Ambitionen er at styrke og sikre turismeerhvervet som grundlag for regionens balancerede økonomiske udvikling.

 

En udvikling, der kun lykkes med afsæt i vores nye destinationsgeografi og på basis af et stærkt og forpligtende samarbejde mellem alle relevante aktører.

På kort sigt fokuserer VisitAarhus sammen med samarbejdspartnere på at genoprette Aarhusregionens turisme- og oplevelsesøkonomi. Det er vores topprioritet at genrejse turismen. Indsatserne skal både klargøre turismeerhvervet til et generobre markeder, skabe synlighed og tilgængelighed i takt med genåbning samt opbygge langsigtet, bæredygtig forretning.

  • Turismen skal tilbage på vækstsporet med ambitiøse mål for tiltrækning af møder og konferencer samt vækst i overnatningstal og turismeomsætning
  • De internationale gæster skal igen besøge Aarhusregionen 
  • Turismevirksomhederne skal styrkes i krisetid via innovation, forretningsudvikling og nye partnerskaber
  • Tilgængeligheden til Aarhusregionen skal genoprettes 

På længere sigt sætter VisitAarhus fokus på at skabe en mere balanceret, vedvarende bæredygtig udvikling i turisme- og oplevelsesøkonomien til gavn for hele Aarhusregionen. 

  • Gæsterne skal bruge flere penge  
  • Kapaciteten skal øges, udvikles og udnyttes bedre 
  • Turismen skal styrke hele Aarhusregionen og tiltrække samt forrente investeringer ud fra et bredere erhvervsudviklingsperspektiv 

VisitAarhus igangsætter i forlængelse af A great place flere konkrete initiativer for at opnå balanceret turismevækst. 
Se hele handlingsplanen

Lokal stolthed og fællesskab

 

Aarhusregionen ER et godt sted at bo og besøge. Aarhus er i 2020 og 2021 kåret som verdens 2. lykkeligste by af FN.

 

Den lokale befolknings aktive medejerskab, medbestemmelse og engagement er afgørende for et steds attraktivitet. Turismen rammesætter og understøtter fortællinger om steder, og bidrager til at skabe identitet hos både lokalbefolkning og gæster.

 

Vi tror på, at turismen har et særligt potentiale for at bidrage til lokal stolthed, og det smitter direkte af på de besøgende.

På kort sigt er fokus på at skabe positive møder mellem gæster og lokale i Aarhusregionen og på at invitere ind i det fællesskab, turisme også er. Det er vores topprioritet at sikre lokal forankring og deltagelse:  

  • Der skal sikres større lokalt medejerskab og engagement i turismen 
  • Vi skal understøtte og videreudvikle frivillighed og aktiv lokal inddragelse 
  • Vi vil være en destination, der byder ind til fællesskab 

På længere sigt er fokus på at skabe bredt samarbejde om at udvikle attraktive steder og lokalsamfund samt øge gæstetilfredsheden:  

  • Steders attraktivitet og autenticitet skal være løftestang for en bedre og bæredygtig turisme 
  • Gæstetilfredsheden skal øges 

VisitAarhus igangsætter i forlængelse af A great place flere konkrete initiativer for at opnå lokal stolthed og fællesskab.
Se hele handlingsplanen

Grønnere turisme

Turismens aktører i Aarhusregionen skal tage et fælles ansvar for at styrke turismens positive bidrag til en mere bæredygtig fremtid og arbejde for at reducere de negative klimamæssige aftryk. VisitAarhus vil arbejde hen imod en mere bæredygtig turisme ved at styrke og motivere turismevirksomheder og gæster til at træffe de grønne valg. 

 

Det er en topprioritet, at vi som destinationsselskab tager en ledende rolle i at fremme den grønne omstilling af turismen. Vi gør det i tæt samarbejde med turismevirksomheder og kommuner i Aarhusregionen, men også ved at indgå i en række relevante nationale og internationale netværk og samarbejder.  

På kort sigt er fokus at få etableret de rigtige partnerskaber og dialoger samt styrke og tilpasse vores egen kommunikation:  

  • Den grønne omstilling skal løftes i forpligtende partnerskaber 
  • Det grønne valg skal være nemt og tilgængeligt for gæsterne  
  • Bæredygtig vækst skal komme fra nærmarkederne 

På længere sigt er fokus på at styrke innovation og produktudvikling på det grønne område og på at udvikle bedre redskaber til at måle fremdriften:  

  • Vi skal skabe et bedre grundlag for innovation og produktudvikling 
  • Bedre målemetoder skal være med til at sikre, at der sker en reel forandring 

VisitAarhus igangsætter i forlængelse af A great place flere konkrete initiativer for at opnå grønnere turisme.
Se hele handlingsplanen

Invitation til samarbejde

Samarbejde på tværs i turismen

A great place er VisitAarhus’ plan for, hvordan vi får leveret på ambitionen om mere og bedre turisme i Aarhusregionen.  

Verden er i hastig forandring, vores samarbejde er nyt og VisitAarhus er vokset til opgaven. Vi har aldrig haft et stærkere udgangspunkt for at løfte turismen i vores destination, men udfordringerne er også store, og det kommer til at kræve en stor grad af omstillingsparathed hos alle involverede.  

Strategien er blevet til i samarbejde med alle jer: virksomheder, kommuner og ildsjæle i Aarhusregionen. Vi takker for jeres indspil og for jeres engagement og ser frem til jeres medspil på at realisere de opstillede ambitioner og mål. 

Dét kan vi kun lykkes med sammen. Så det her er en invitation til samarbejde og til samtale om turismen.  

Vi glæder os til rejsen! 

Læs mere

Du kan se og downloade vores strategi nedenfor, hvor du samtidig har mulighed for at dykke ned i nogle af de andre områder, vi arbejder med i VisitAarhus.

Læs hele VisitAarhus’ strategi
Strategi 2021
Læs VisitAarhus’ handlingsplan 2021
Handlingsplan - A great place
Læs VisitAarhus’ profilfolder
Aarhusregionen Lovely to Share
Hent vores turist- og destinationsguide 2021
Online guide til Aarhusregionen
Hent vores katalog til nuværende og kommende partnere i VisitAarhus
Partner 2021
Bliv partner med VisitAarhus
Randers ved fjorden med regnskoven i baggrunden