Aarhus Universitet

Aarhus vært for stor europæisk kommunikationskonference i 2022

8/18/2020
Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet

Midt i denne covid-19-tid arbejdes der intenst på at få fremtidens internationale kongresser og konferencer til byen. Og heldigvis er der stor interesse for Aarhus som værtsby.

I dag er det offentliggjort, at Aarhus har vundet værtskabet for den store internationale kommunikationskonference, ECC2022, der afholdes af European Association for Research and Education Association (ECREA), der er den største sammenslutning af medie- og kommunikationsforskere i Europa. 

For første gang i historien skal ECREA’s store kommunikationskonference afholdes i Norden, og valget er faldet på Aarhus som værtsby. I efteråret 2022 kan Aarhus derfor byde velkommen til flere end 1000 medie- og kommunikationsforskere fra hele Europa, der skal samles for at diskutere fremtidens medier og kommunikation.

Konferencen er vundet til byen af Aarhus Universitet og VisitAarhus Convention Bureau i tæt samarbejde med en lang række lokale virksomheder. Selve hovedkonferencen foregår på Aarhus Universitet, men planen er, at en del af konferencens arrangementer, showcases og udstillinger vil blive spredt ud i byen hos forskellige aktører. 

”Jeg er meget stolt af, at ECREA har valgt Aarhus som værtsby. Vi har arbejdet hårdt i samarbejde med Aarhus Universitet og andre involverede virksomheder for at få konferencen til byen, så det er fantastisk at arbejdet nu har båret frugt. Værtskabet for ECC-konferencen skaber en vigtig omsætning hos byens virksomheder inden for indkvartering, mødesteder, restauranter og kulturinstitutioner, og især i denne COVID-19 tid bringer det håb i branchen,” siger direktør Pia Lange Christensen, VisitAarhus.

For Aarhus Universitet er den vundne konference også af stor betydning, og dekan Johnny Laursen fra fakultetet Arts er stolt af de nyerhvervede værtskab.

”Værtskabet er vigtigt for Aarhus Universitet og for Fakultetet Arts, da det styrker vores internationale netværk, øger synligheden af Aarhus verden over og viser byens styrkepositioner, tiltrækker nye talenter, bibringer ny viden og innovation af højeste kvalitet og skaber stærke netværk og samarbejder mellem os og byens virksomheder og organisationer. Den store indsats og det tætte samarbejde mellem vores lokale arrangører, VisitAarhus og andre spillere rundt i byen er afgørende for denne succes,” siger Johnny Laursen, dekan for Arts, Aarhus Universitet.

Konferencen lægger sig i rækken af store kongresser, som forventes til Aarhus i 2022. De to store videnskongresser, YMCA World Council og International Normal Labour and Birth Research Conference, er allerede bekræftet, og nu kan Aarhus så også skrive ECC-konferencen på listen. Sammen med flere mindre konferencer tegner 2022 sig som et rekordår for møder og konferencer i byen.

Aarhus har de senere år kæmpet sig frem på den anerkendte ICCA-verdensrangliste over topdestinationer for internationale, videnskabelige konferencer. Med sin placering som nummer 88 er Aarhus med i top 100 på listen over de mest benyttede kongresbyer. En placering der har væsentlig betydning, når byen skal hverve internationale, videnskabelige konferencer, herunder den netop vundne ECC-konference.

”Det er fantastisk at vi kan høste frugterne af vores erhvervsturisme-indsats. Konkurrencen er hård, men heldigvis har det fantastiske samarbejde mellem Aarhus Universitet, byens erhvervsliv, Aarhus Kommune og VisitAarhus gjort, at vi står stærkere end nogensinde,” siger direktør Pia Lange Christensen, VisitAarhus.

De store internationale konferencer giver en vigtig omsætning til byen. Ifølge VisitDenmark genererer én international erhvervsturist i gennemsnit 4.160 kr. i døgnet. Det er det højeste gennemsnitlige døgnforbrug blandt turistgrupper. I alt forventes de nuværende internationale konferencer for 2021 og 2022, som VisitAarhus Convention Bureau kender til, at skabe en turismeomsætning på omkring 200  mio. kroner. 

For yderligere information kontakt venligst: 
Direktør Pia Lange Christensen, VisitAarhus, telefon 29 10 03 09, plc@visitaarhus.com

Om ECREA og ECC-konferensen

ECREA er den største europæiske sammenslutninger af medie- og kommunikationsforskere med flere end 2500 medlemmer. I efteråret 2022 afholdes ECC-konferencen i Aarhus. 

Læs mere på www.ecrea.eu/

Om VisitAarhus Convention Bureau

VisitAarhus Convention Bureau er afdelingen i VisitAarhus, som har til formål at understøtte og øge erhvervsturismen i Aarhus og omegn. I tæt samarbejde med områdets erhvervsturismeaktører og Aarhus Universitet hjælper VisitAarhus Convention Bureau særligt byen med tiltrækningen af møder, konferencer og kongresser fra både det nationale og internationale marked.

Som led i dette arbejde tilbyder VisitAarhus Convention Bureau gratis, skræddersyet hjælp og rådgivning til alle, der har interesse i at afholde konferencer og kongresser i Aarhus.

Læs mere på www.visitaarhusconvention.com/our-services