Gæsteservice i Aarhusregionen

Gæsteservice på to hjul

6/26/2020
Foto: VisitAarhus

Skolernes sommerferie starter i dag og med den starter også sæsonen for VisitAarhus’ mobile turistkontor. 

VisitAarhus har så gode erfaringer med et synligt velkomstteam i byens rum i Aarhus og i Silkeborg, at turistorganisationen denne sommer udvider det mobile turistkontor til også at omfatte Himmelbjerget i Skanderborg Kommune samt Randers Regnskov og Rådhustorvet i centrum af Randers.

De sidste ni år har VisitAarhus haft velkomstteams på gaden i Aarhus i turistsæsonen. I Silkeborg har det mobile turistkontor tre år på bagen. Begge steder har succes’en været så stor, at VisitAarhus nu også indsætter mobile turistkontorer i Randers og Skanderborg Kommuner.

”Da vi havde turistkontor på Banegårdspladsen i Aarhus, nåede vi op på 10.000 besøgende på et år. Sidste år rundede vores mobile gæsteservice 100.000 besøgende. Vi har gennem årene fået langt flere turister til byen, heriblandt krydstogtgæster, men faktum er, at vi kan hjælpe mange flere gæster ved at befinde os dér, hvor gæsterne er, i stedet for at lade dem finde os,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.

Fra information til inspiration

For år tilbage besøgte gæster oftest byens turistkontorer for at finde fakta. Medarbejderne besvarede dengang ofte spørgsmål, som i dag besvares langt hurtigere og bedre på nettet. Det kunne være spørgsmål om åbningstider og entrépriser hos byens attraktioner og vejvisning. Gennem de seneste år har VisitAarhus erfaret, at gæsteservicen er rykket fra information til inspiration. I dag får medarbejderne oftest spørgsmål a la: ”Hvad vil du anbefale os at lave, hvis…?”.

”Efter Google og touchskærme er kommet til, skal vores gæsteservice kunne noget andet.

Folk googler information, men har brug for at tale med troværdige, levende mennesker, når de ønsker hjælp til at finde de skæve ideer, de hemmelige steder eller de bedste tips. Vores gæster vil gerne gå i de lokales fodspor og høre deres gode råd og personlige anbefalinger. Derfor giver det mening at have vores medarbejdere stående ude i bybilledet og gå i dialog med de gæster, der kommer forbi og har behov for inspiration,” siger gæsteservicechef i VisitAarhus, Bente Mondrup.

I samarbejde med de fire kommuner, er det i år besluttet, at de mobile turistkontorer står på Rådhustorvet i Randers, foran Randers Regnskov, på Himmelbjerget, på torvet og ved slusen i Silkeborg og på Store Torv, Banegårdspladsen og i Dokk1 i Aarhus. Placeringerne er valgt ud fra, hvor der forventes størst gennemstrømning af turister.

Hvor stort behovet er for den mobile gæsteservice netop i år i kølvandet på covid-19 tør Pia Lange Christensen endnu ikke spå om.

”Det kommer meget an på, hvor mange udenlandske gæster, der kommer til landet og om danskerne udviser den samme adfærd, som udenlandske turister, når de ferierer i nye egne af eget land. Jeg håber, vores velkomstteams får en masse gode snakke. Så kan vi også inspirere til besøg på både de kendte og mindre kendte turistperler og på den måde hjælpe til at sprede mængden af mennesker samlet på et sted.”   

Udover de mobile turistkontorer driver VisitAarhus i 2020 også turistkontorer i Grenaa og på Anholt samt turistinformation på Fregatten Jylland. Derudover ligger VisitAarhus’ destinationsguide rundt på 270 overnatningssteder og attraktioner i Aarhusregionen. Destinationsguiden er en samlet guide til oplevelser og overnatningssteder i Aarhus, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov, Randers og på Djursland. Destinationsguiden findes også digitalt på www.visitaarhusregionen.dk/hjaelp/turistinformation.

For yderligere information kontakt venligst:
Direktør Pia Lange Christensen, VisitAarhus, telefon 29 10 03 09, plc@visitaarhus.com

Gæsteservicechef Bente Mondrup, VisitAarhus, telefon 20 90 78 77, bm@visitaarhus.com

Her står gæsteservicecyklerne hele sommeren:

  • Store Torv, Banegårdspladsen og Dokk1 i Aarhus
  • Rådhustorvet i Randers og foran Randers Regnskov
  • Himmelbjerget i Skanderborg Kommune
  • Torvet og ved slusen i Silkeborg

Om VisitAarhus 

VisitAarhus er Aarhusregionens officielle turistorganisation, der dækker over storbyen Aarhus samt de omkringliggende byer og områder Djursland, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Randers og Viborg. Destinationssamarbejdet omfatter i dag otte øst- og midtjyske kommuner. VisitAarhus er en erhvervsdrivende fond, der har til formål at medvirke til at udvikle turismen, markedsføre destinationen som rejsemål for ferie- og erhvervsturister samt bidrage til, at turismen i området skaber resultater lokalt, regionalt og nationalt.