Algade 1864 i Den Gamle By

Turismevirksomhederne i Aarhusregionen bløder

3/20/2020
Foto: Den Gamle By

Der er blodrøde tal over hele linjen hos turismeaktørerne efter udbruddet af COVID-19. Det viser en undersøgelse, som VisitAarhus netop har gennemført blandt de største turismevirksomheder i Aarhusregionen i samarbejde med brancheorganisationen Danske Destinationer.

92 procent af Aarhusregionens attraktioner, hoteller og transportører har oplevet tab af omsætning som resultat af COVID-19 inden for den seneste uge. 84 procent har oplevet et fald i antal gæster, kunder eller delegerede. 84 procent har måttet aflyse møder og events, og hele 28 procent har allerede nu måttet afskedige medarbejdere.

”Det går uhyggelig stærkt ned ad bakke, og turismevirksomhederne kæmper for at overleve. Vi er netop kommet ud af 2019, som var et rekordår for turismen i Aarhusregionen, og alt tegnede lyst for 2020. På få dage er det hele ændret, og vi står over for en kæmpe opgave med at genopbygge turismen,” siger direktør Pia Lange Christensen, VisitAarhus.

Den nye spørgeskemaundersøgelse er foretaget blandt de 40 største turismevirksomheder i Aarhusregionen, herunder Tivoli Friheden, Comwell Aarhus og Djurs Sommerland. 25 har svaret, og de siger stort set det samme: COVID-19-krisen koster dyrt og har store konsekvenser.

”Annulleringerne strømmer ind på både møder, konferencer og overnatninger og ny-bookingerne er gået helt i stå. Det er en dybt ulykkelig situation og på sigt kan det kan få vidtrækkende konsekvenser for vores personalesituation,” siger direktør Flemming Poulsen, Comwell Aarhus.

Og også hos Tivoli Friheden er meldingen trist.

”Det er en svær tid. Al forretning er lukket ned. 60-70 procent af vores medarbejdere er sendt hjem og vi har ingen omsætning overhovedet. Vi har udskudt sæsonen til den 17. april, men som tingene udvikler sig, tror jeg desværre, vi skal udskyde igen. Hele vores sommerforretning skulle have været i gang i påsken. Det kommer den ikke til og vi kigger derfor ind i enorme tab,” siger direktør Henrik Ragborg Olesen, Tivoli Friheden.

Comwell Aarhus og Tivoli Friheden er langt fra de eneste turismevirksomheder, der lider. Over 65 procent af de adspurgte turismeaktører i Aarhusregionen vurderer, at de har tabt mere end halvdelen af omsætningen den seneste uge grundet COVID-19.

”Vi har meget dygtige turismeaktører i Aarhusregionen, og vores destination står stærkt med oplevelser inden for både storby, natur, aktiv ferie, kultur og gastronomi. Men det kommer til at kræve både nytænkning, en stor økonomisk håndsrækning og et mindre mirakel at redde sæsonen. I VisitAarhus forbereder vi os nu på at skulle kickstarte markedsføringen og hjælpe turismeerhvervet tilbage efter krisen,” siger Pia Lange Christensen. 

VisitAarhus retter nu opmærksomheden mere mod de danske gæster, som kan redde sommersæsonen, når antallet af udenlandske turister ventes at falde kraftigt i år.

”Vi har en klar opfordring: Hold ferie i Danmark og støt de lokale restauranter, attraktioner, overnatningssteder og butikker. Det vil gøre en stor forskel for de turismevirksomheder, der lige nu kæmper for at overleve,” siger Pia Lange Christensen.  

For yderligere information kontakt venligst:
Direktør Pia Lange Christensen, VisitAarhus, telefon 29 10 03 09, plc@visitaarhus.com

Om VisitAarhus 

VisitAarhus er Aarhusregionens officielle turistorganisation, der dækker over storbyen Aarhus samt de omkringliggende byer og områder Djursland, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Randers og Viborg. Destinationssamarbejdet omfatter i dag otte øst- og midtjyske kommuner. VisitAarhus er en erhvervsdrivende fond, der har til formål at medvirke til at udvikle turismen, markedsføre destinationen som rejsemål for ferie- og erhvervsturister samt bidrage til, at turismen i området skaber resultater lokalt, regionalt og nationalt.

Link til undersøgelsen, som er foretaget i samarbejde med Danske Destinationer:

Læs mere

Spørgeskemaundersøgelsen er foretaget blandt nedenstående de 40 største turismevirksomheder i Aarhusregionen. 25 har svaret.

AGF A/S

Landal GreenParks

ARoS Aarhus Kunstmuseum

Library Hostel A/S (Brøchner Hotels)

ARP-HANSEN HOTEL GROUP - WAKE UP AARHUS

National Park Mols Bjerge

Billund Lufthavn

Moesgaard Museum

Ceres Park Arena

Molslaboratoriet

CoastZone A/S Århus

Musikhuset Aarhus

Comwell Aarhus

Mønsted Kalkgruber

Danish Design Restaurants

Naturhistorisk Museum

Den Gamle By

Olav de Linde

Det Grønne Museum

Radisson BLU Scandinavia Hotel Aarhus

Djurs Sommerland

Randers Regnskov

Ebeltoft Handelsstandsforening

Ree Park Safari

Erhverv Aarhus

Salling A/S

Energimuseet

Scandic Aarhus City

Fregatten Jylland

Science Museerne

Gammel Estrup, Danmarks herregårdsmuseum

Skandinavisk Dyrepark

Glasmuseet Ebeltoft

Tivoli Friheden

Hjejleselskabet ApS

Water & Wellness

Kattegatcentret

Aarhus Airport

KongresKompagniet

Aarhus City Forening