Aarhus Universitet

Udsigten til internationale kongresser giver håb i Aarhus midt i corona-krisen

4/22/2020
Foto: Jesper Rais, Aarhus Universitet

Trods coronakrisen fortsætter interessen for Aarhus som værtsby for internationale videnskongresser. Langt de fleste af dette års planlagte internationale kongresser bliver udskudt til 2021 i stedet for annulleret, og 2022 tegner til et rekordår for møder og konferencer i byen. 

COVID-19 har skabt krise og usikkerhed hos alle aktører inden for turismen – også i Aarhus. Men midt i den historiske krise, er der håb at spore for erhvervsturismen.

Langt de fleste af de internationale konferencer og kongresser, som skulle være afholdt i 2020, bliver udsat til primært 2021. Dermed går størstedelen af 2020-omsætningen ikke tabt. Blandt andet flyttes den prestigefyldte ’Rehabilitation International World Congress’ med forventet 2500 deltagere fra 2020 til 2021.

VisitAarhus Convention Bureau arbejder sammen med kommende konferenceværter, Aarhus Universitet, KongresKompagniet, Aarhus Kommune og byens erhvervsturismeaktører på at fastholde vundne kongresser og tiltrække flere til i årene, der kommer.

Vi knokler for at komme stærkt tilbage efter krisen, og vi kan se frem til et godt 2021 og 2022. Det lokale samarbejde er utrolig stærkt, og der er fortsat stigende interesse for Aarhus som værtsby for internationale videnskongresser post corona. Det giver et tiltrængt håb i denne tid,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.

Inden for den seneste måned er der vundet en større international, medicinsk kongres med over 1300 deltagere til 2022, og i skrivende stund bydes der på flere internationale konferencer til byen. Det skaber optimisme hos de corona-ramte aktører i Aarhus.

”Den her nyhed er med til at give ro og sikkerhed. Ikke kun for os, men for hele industrien i Aarhus. Og er der noget, vi gerne vil have lige nu, så er det tryghed og sikkerhed. Det er dejligt at vide, at der ligger et spændende marked på den anden side, og det er fantastisk, at byen kan stå sammen og få konferencer udskudt frem for aflyst,” siger Niels Pallesen, administrerende direktør, Wakeup Aarhus.

Også på længere sigt er udsigterne lyse for erhvervsturismen i Aarhus. 2022 tegner til at blive et rekordår for det aarhusianske konference- og kongresmarked. Tre store videnskongresser, blandt andet YMCA World Council og International Normal Labour and Birth Research Conference er allerede bekræftet, og fylder byen godt op i maj, juli og september. Oveni kommer mange andre møder og konferencer hen over året, og VisitAarhus Convention Bureau arbejder ihærdigt på at vinde flere i samarbejde med Aarhus Universitet. Derudover bliver 2022 også et stort eventår, hvor bl.a. verdens længste offshore kapsejlads, The Ocean Race, kommer til byen.

Konferencer og kongresser er guld værd
Afholdelse af internationale konferencer og kongresser har stor værdi for Aarhus. Ifølge VisitDenmark genererer én international erhvervsturist i gennemsnit 4.160 kr. i døgnet. Det er det højeste gennemsnitlige døgnforbrug blandt turistgrupper. I alt forventes de nuværende internationale konferencer for 2021 og 2022, som VisitAarhus Convention Bureau kender til, at skabe en turismeomsætning på 182 mio. kroner.

”De internationale kongresser er en rigtig god forretning og investering for Aarhus. De skaber omsætning for byens aktører både inden for overnatning, mødesteder, bespisning, attraktioner og transport. Og samtidig er de med til at brande Aarhus og tiltrække talent til virksomhederne,” siger Pia Lange Christensen.

Ud over økonomisk værdi, styrker konferencer og kongresser den internationale synlighed af byen og bidrager med viden, innovation, talenttiltrækning, profilering, nye netværk og internationale samarbejder.

”Nyheden om de gode konferenceudsigter i 2021 og 2022 viser netop, hvorfor det er utrolig vigtigt at arbejde med internationale konferencer. Det skaber en vigtig diversitet i markedet, som giver sikkerhed i hårde tider som disse,” siger Niels Pallesen, Wakeup Aarhus.

For yderligere information kontakt venligst:
Direktør Pia Lange Christensen, VisitAarhus, telefon 29 10 03 09,
plc@visitaarhus.com

Eksempler på internationale konferencer, der er rykket grundet COVID-19:

  • Rehabilitation International World Congress (RIWC), +2500 deltagere
    – muligvis den største faglige kongres i Aarhus nogensinde med kongresdeltagere fra hele verden. Sætter rehabilitering på den faglige og politiske dagsorden.
  • The Neurosciences and Music VII, 400 deltagere
    den vigtigste konference inden for sit felt, hvor hovedeksperter fra hele verden samles i forskningen om koblingen mellem neuroscience og musik
  • MRFood, +100 deltagere
    en international konference, om de nyeste forskning inden for fødevarer og deres indvirkning på sundhed og sanseopfattelse
  • International Conference on Mindfulness (ICM), +550 deltagere
    – større konference, der med nyeste forskning sætter fokus på mindfulness og hvordan området kan gøre en forskel i nutidens samfund

     

Highlights for konferenceåret i 2022:

  • International Normal Labour and Birth Research Conference, op mod 1000 deltagere
    den mest tværfaglige konference indenfor fødeområdet, som trækker de stærkeste folk indenfor metode og normale fødsler
  • Medicinsk kongres, 1300+ deltagere
    stor international kongres. Netop vundet. Navn må endnu ikke offentliggøres endnu.  
  • YMCA World Council 1500+
    – verdensmål, frivillighed og bæredygtighed er på dagsordenen, når Aarhus huser verdensrådsmødet for verdens største ungdomsorganisation
  • Flere på vej…

Om VisitAarhus Convention Bureau
VisitAarhus Convention Bureau er afdelingen i VisitAarhus, som har til formål at understøtte og øge erhvervsturismen i Aarhus og omegn. Med mange års tæt samarbejde med områdets erhvervsturismeaktører og Aarhus Universitet hjælper VisitAarhus Convention Bureau særligt byen med tiltrækningen af møder, konferencer og kongresser fra både det nationale og internationale marked. Som led i dette arbejde tilbyder VisitAarhus Convention Bureau gratis, skræddersyet hjælp og rådgivning til alle, der har interesse i at afholde konferencer og kongresser i Aarhus.