Aarhus Ø med view over Aarhus

Verdens største ungdomsorganisation kalder til kongres i Aarhus

11/4/2019
Foto: Dennis Borup Jakobsen

Verdensmål, frivillighed og bæredygtighed er på dagsordenen, når byen bliver vært for YMCA World Council i juli 2022.

Mere end 1500 delegerede i alle aldre, som arbejder med børn og unge verden over, sætter i 2022 kursen mod Aarhus, når byen danner rammen om endnu en international begivenhed. Omdrejningspunktet er børn og unges vilkår og muligheder i det globale samfund, når YMCAs verdensrådsmøde afholdes i sommeren 2022. Det er KFUM og KFUK i Danmark, som byder velkommen, og Aarhus er netop blevet valgt som værtsby. Mødet, der afholdes hvert fjerde år, sætter ligeledes fokus på frivillighed og bæredygtighed.

”Vi er meget stolte af, at KFUM og KFUK har valgt Aarhus som værtsby for YMCA World Council. Vi ser Aarhus, KFUM og KFUK som et rigtigt godt match, idet organisationen repræsenterer en stærk frivillighedskultur, som netop er en kultur, vi også dyrker i Aarhus. Samtidig bliver FNs bæredygtighedsmål et af fokusområderne på kongressen, og det giver os mulighed for at inddrage rigtig gode løsninger og cases, som vi i Aarhus og Danmark arbejder med”, siger kongreschef hos VisitAarhus, Allan Tambo Christensen.

KFUM og KFUK i Danmark repræsenterer en stærk frivillighedstradition gennem foreningslivet i Danmark. Således har organisationen stor fokus på børn og unges demokratiske engagement i foreningsliv og samfund, og det glæder organisationen sig til at folde ud ved YMCA World Council 2022.

”Vi har tilbudt os som værter i håb om blive endnu bedre til at forbinde det lokale og det globale. Børn og unges hverdag er fyldt af et globalt og foranderligt verdensperspektiv. I KFUM og KFUK ønsker vi, at børn og unge skal omfavne de vilkår samtidig med, at de har et stærkt ståsted i form af en lokal forankring og med nogle tydelige nære værdier i rygsækken. Det arbejder vi på hver uge i klubber, foreninger og aktivitetshuse, og vi er overbeviste om, at et værtsskab for YMCAs verdensrådsmøde vil styrke vores arbejde både før, under og efter mødet”, lyder det samstemmende fra Henriette Lynderup Kirkeskov og Jens Christian Kirk, som er henholdsvis formand  og næstformand for KFUM og KFUK i Danmark.

”KFUM og KFUK i Danmark præsenterede et spændende kongresoplæg til en moderne, interaktiv og ungdommelig YMCA World Council. Aarhus var klart det mest oplagte valg som værtsby, og vi glæder os til at engagere endnu flere unge mennesker igennem det skræddersyede program, der er gennemsyret af ungdommelig energi”, siger Carlos Madjri Sanvee, der er generalsekretær for World YMCA.

Et centralt tema på YMCA World Council bliver bevægelsens arbejde med FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. KFUM og KFUK ønsker at bidrage til arbejdet, og FNs verdensmål er allerede en integreret del af den danske organisations arbejde. KFUM og KFUK ønsker, at de frem mod 2022 kan styrke deres samarbejde med kommuner, virksomheder og organisationer med fokus på inspiration og forandring i Danmark.

Det er første gang siden 1985, at YMCA World Council afholdes i Danmark, og Aarhus kan dermed føje en ungdomskongres til den solide stribe af internationale møder, som gæster byen.

For yderligere information

Kongreschef i VisitAarhus, Allan Tambo Christiansen, på telefon 51566536 eller mail at@visitaarhus.com.  

Generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark, Jørgen Kvist, på telefon 27280199 eller mail jk@kfum-kfuk.dk.  

For pressebilleder, pressetekster og spørgsmål vedrørende VisitAarhus

Tina Baungaard-Jensen hos VisitAarhus’ kommunikationsbureau, EHRENBERG SØRENSEN Kommunikation, på telefon 41281001 eller mail tbj@ehrenbergsoerensen.com.

Billede: Fotograf Dennis Borup Jakobsen

Om YMCA

YMCA er verdens største ungdomsorganisation. Organisationen har 13.000 lokalforeninger i hele verden. Lokalforeningerne tilbyder aktiviteter, fællesskaber og udviklingsmuligheder, hvor børn og unge arbejder med demokrati, klima og sundhed i praksis. Organisationen arbejder for at nå FNs verdensmål for bæredygtig udvikling.

Om VisitAarhus

VisitAarhus er den officielle turistorganisation i Aarhusområdet og har til formål at medvirke til at udvikle turismen og markedsføre destinationen som ferie- og rejsemål. VisitAarhus er en erhvervsdrivende fond, hvis mission er at bidrage til, at turismen i Aarhusområdet skaber resultater i byen, regionen og hele Danmark ved at positionere og udvikle Aarhus som en viden- og oplevelsesby med kvalitetsoplevelser for borgere, virksomheder og gæster. Turismen i Aarhus, på Djursland og i Silkeborg har oplevet en flot vækst i de seneste år. De kommercielle overnatninger tæller i dag knap 3,5 millioner.