Den Blå Bro i Randers

Cykeltur rundt om Gudenåen

Foto: Maria Rømer, CurlyCamper

På en cykeltur rundt om Gudenåen kommer du gennem skønne landskaber, varieret terræn og dansk sommer idyl. Men vidste du, at Gudenåen faktisk er en flod? Der er fundet nogle insekter i og omkring åen, som kun lever i floder. Ergo: Gudenåen er en flod.

Gudenåen er med sine 158 kilometer Danmarks længste vandløb. Den udspringer i Tinnet Krat og løber hele vejen til Randers Fjord. Du kan opleve den smukke natur og det rige dyreliv ved Gudenåen - også selvom du ikke bryder dig om at sejle i kano eller kajak. Du kan nemlig cykle hele vejen fra Silkeborg til Randers. Det er Regional Cykelrute 29 på hele 56 kilometer. Hvis du synes, det er lige i overkanten, kan du - ligesom jeg - nøjes med den cirka 33 kilometer lange rundtur fra Randers til Langå og retur.

En cykeltur rundt om Gudenåen i maj

Med Maria Rømer // CurlyCamper på cykeltur

Foto: Maria Rømer, CurlyCamper

Jeg havde smurt en madpakke, husket snacks og godt med vand, som blev pakket i cykeltasken på min mountainbike. Solen skinnede og det var næsten vindstille en skøn forårsdag i maj. 

Jeg cyklede fra parkeringspladsen over den blå bro, der stod i smuk kontrast til de neongrønne træer og buske og den næsten skyfrie himmel. På den anden side af broen, skal du rundt om hjørnet til højre, hvor du møder Gudenåen. Her følger du grusstien, der både er for cyklende og gående, forbi Randers Regnskov og naturskolen. Den første halvdel af ruten frem til Langå skal du følge Regional Cykelrute 29. 

Der er utrolig smukt langs Gudenåen. Fredeligt og uden trafik. Der er flere steder med små broer ud i åen, hvor du kan holde et hvil og nyde en snack, mens du ser på de utallige forskellige fuglearter. Svanerne, som kun har enden op af vandet. Ænderne, der komme flyvende og lander som et vandfly på vandet. Hejrerne, der står på ét ben og spejder efter fisk. Måske du er heldig at se en fiskeørn eller en isfugl. Du kan også gå op i fugletårnene og få et skønt view over Gudenåen, engene og det bakkede landskab i baggrunden. Det kan være en god idé at have en kikkert med og se, hvad der gemmer sig i højderne eller mellem sivene i åen.

Cykling på banestien

På cykel rundt om Gudenåen

Foto: Maria Rømer, CurlyCamper

Jeg kører under motorvejens Gudenå Broen og er nu ude af Randers. Jeg er glad for at have cykelbriller på, for der er en del smådyr i luften. Munden er lukket, så jeg ikke får tænderne klistret til med sorte små fluer. Umiddelbart efter motorvejsbroen kører jeg op ad en lille bakke og møder et kryds. Her var skiltningen ikke så god, men efter at have kørt lige ud og finder ud af, at det var den forkerte vej, vender jeg rundt og cykler over Nørreå og cykler nu igen langs Gudenåen. 

Da jeg cykler forbi Stevnstrup Rideklub, må jeg lige kigge en ekstra gang og trækker på smilebåndet. Blandt de mange heste går nemlig en zebra. Eller det vil sige, det er en hest forklædt som en zebra, da dens dække en zebrastribet. Det er de her små oplevelser, jeg får på mine mikroeventyr, som får mig til at tage af sted igen og igen. Havde jeg siddet hjemme i haven med en bog, havde jeg ikke fået den sjove lille oplevelse. 

Jeg cykler på den asfalterede cykelsti langs banen på min højre side og med Trækstien og Gudenåen på min venstre side. Da jeg rammer Væthvej, har jeg rute 29 i hovedet og fortsætter over vejen og ned ad Skovbrynet, hvor du kan parkere bilen, hvis du vil starte ruten herfra. Jeg krydser den Gamle Pladejernsbro med Gudenåen løbende under. Det er først, da jeg kommer til Laurbjerg, hvor jeg skifter til shorts, at jeg tjekker kortet på telefonen og opdager, at jeg er cyklet for langt og må vende rundt. Det blev lige knap 10 ekstra kilometer, men det er til gengæld et flot område at cykle i og vejret er skønt, så det gør ikke så meget. Var jeg ikke kørt for langt, havde jeg heller ikke set de to store og smukke heste, der lignede Pippi Langstrømpes hest til forveksling. 

På halvvejen bestiges Langå Bakken

Tilbage på Væthvej skulle jeg altså være cyklet til venstre, da jeg kom ud af skoven og ikke lige over, men der var kun tydelig skiltning, hvis jeg kom fra Langå og ville køre mod Randers. Så her skal du altså lige være opmærksom og følge rute 30 - medmindre du vil cykle hele vejen til Silkeborg, så fortsætte du bare ad rute 29. 

På rette spor langs Væthvej, krydser jeg Gudenåen, der løber under Amtsmand Hoppes Bro. Rundt om hjørnet møder jeg et skilt, hvor der står “Væth Bakken” - også kaldet Langå Bakken - og overvejer at stå af cyklen for at tage et billede af skiltet. Det dropper jeg dog hurtigt igen, da der står “De næste 700 meter: Gennemsnitsstigning 7,2 %” og en fin lille cykel malet på den stejle bakke. Jeg hjuler af sted og tænker, at 700 meter ikke er så langt, men det tager jeg i mig igen, da jeg er på vej op ad første del af stigningen og hjuler forbi en skoleelev, der trækker sin cykel. Det skal lige siges, at jeg har en fin kondition, men tabte pusten lidt, da bakken fortsatte rundt om hjørnet og jeg hjulede rundt i laveste gear. Én hvid stribe på cykelstien ad gangen og blive ved med at træde i pedalerne. Endelig nåede jeg toppen af bakken og blev mødt af et skilt “Du har nu forceret bakken!” med en stor glad smiley og den lille cykel, som nu var på toppen af bakken. Yes, og nu er det tid til at tår at drikke!

Langs Gudenåen tilbage til Randers

Cykeltur langs Gudenåen

Foto: Maria Rømer, CurlyCamper

Heldigvis møder jeg en masse bakker, der gik nedad på resten af turen. En smuk allé med ældgamle løvtræer, der startede ved Ørum kirke - husk iøvrigt, at du kan tanke vand og komme på toilettet ved kirkerne i Danmark. Gennem Værum og mod Tebbestrup cykler jeg og bliver begejstret over det fantastiske landskab og overrasket over, hvor kuperet der faktisk er omkring Randers. Her ser jeg endnu en hest forklædt som zebra. Måske det er en trend i hesteverdenen? Det giver mig i hvert fald et smil på læberne igen, selv efter +30 kilometer i pedalerne og en del bakker. 

Da jeg rammer Tebbestrup, viser skiltene lige ud ad Tebbestrupvej, men cykelruten, jeg havde fundet på Ud i Naturen,viste, at jeg inden Tebbestrup skulle dreje til venstre og ramme Gudenåen igen. Jeg vælger derfor, at cykle til venstre i stedet for at følge den officielle rute. Ned ad Kallehavevej, under banen og videre af Kildehusvej. Da jeg kommer til et T-kryds, kommer der en lokal ældre herre forbi og spørger, om jeg ved, hvor jeg skal hen. Vi får os en lille sludder og han forklarer, hvordan jeg nemmest kommer til Randers. 

Jeg drejer til højre mod motorvejsbroen og cykler langs motorvejen på en grussti, som krydser under broen. Broen er ved at blive renoveret og jeg hilser på arbejdsmanden og spørger, om jeg er på rette vej, hvis jeg skal ind til Randers. Det var jeg heldigvis og jeg fortsætter på sydsiden af Gudenåen. Jeg cykler forbi motorvejscaféteriet og fortsætter ud på Vorup Enge. Her skulle der efter sigende gå bisonokse, men dem ser jeg ikke nogen af. Til gengæld er der mange Gallowaykøer, der (næstefter Højlandskvæg) er min yndlings kvægart. De står og gumler på græs og kigger nysgerrigt på mig. Det sidste stykke ved togbroen er kun for gående, så der trækker jeg cyklen og får strukket benene, inden jeg igen krydser Den Blå Bro og hurtigt er tilbage ved bilen igen. 

Praktisk info om din cykeltur rundt om Gudenåen

Endomondo siger 43 kilometer på 3 timer og 10 minutter, som inkluderer en afstikker ved Langå, som ikke var med i den oprindelige tur og en kort frokostpause ved Gudenåen, hvor jeg spiste min klapsammenmad og kiggede på de mange fugle.

Ruten er 50/50 grus og asfalt, så har du en mountainbike, vil jeg anbefale dig at cykle på den.

Du kan parkere mod betaling i Randers på Brotoften, hvor du blot skal over den blå bro og så er du på cykelruten. Du kan også vælge at parkere gratis i Langå umiddelbart ved side af ruten.