Majudstilling hos Marie Drewes

I den skønne natur ved Gudenåen og Sukkertoppen udstiller Marie Drewes sine værker hvert år i maj. Lad dig betage af Drewes’ fortryllende verden af billedkunst og gå en tur i et af Danmarks smukkeste naturlandskaber.

Oplev smuk kunst i Bakkelandet

I det kuperede og skovklædte landskab nær Voervadsbro ligger Møldruphus - en firlænget skovejendom med 35 tdr. land og hele 1,5 km af den fredede del af Gudenåen.

På "Møldruphus" afholder Marie Drewes hvert år Maj-udstilling, der løber i hele maj måned. Her fremvises hendes nyeste malerier i atelier og i en stor staldbygning.
Marie Drewes specialiserer sig inden for billedkunst. Du kan opleve akvareller, litografier, olie- og akrylmalerier. Hendes abstrakte billedunivers har oftest naturen som motiv, og det smukke samspil mellem farverne er det bærende i malerierne.

Alle er velkomne til at kigge ind – kunstforeninger, kunstinteresserede, venner af huset og alle, der bare har lyst til at kigge ind. For de kunstforeninger, der måtte have lyst til at "få en dag ud af det", tilbydes mulighed for at nyde medbragt mad, med efterfølgende snak/foredrag i stalden mellem billederne.

 

De maleriske omgivelser

Møldruphus ligger i et område kendetegnet ved skov, søer og bakker. På den store grund ligger et større stykke af den fredede del af Gudenåen. Og fra grunden er der egen privat sti, der fører op til et af Danmarks smukkeste udsigtspunkter, Sukkertoppen. Som besøgende på udstillingen har du fri adgang til naturen på grunden.

Det kan anbefales at kombinere dit besøg i kunstudstillingen med en dag i naturen. Hos det nærliggende spisested, Det Lille Røgeri, kan du bestille en picnic boks med lækre fiske- og røgprodukter og nyde den ved de opstillede borde ved stalden mellem billederne. Kunstneren stiller gerne op til en snak/foredrag om sin kunst, og giver også gerne råd til vandreturen.

 

Resten af året

Marie Drewes' værker er ofte udstillet udenfor huset, og i årets øvrige 11 måneder cirkulerer hendes billeder i større kunstforeninger. Udenfor maj måned er større grupper velkomne til at kontakte hende og forhøre sig om muligheden for en fremvisning. Det kan dog ikke garanteres, at værkerne er hjemme på det pågældende tidspunkt.