Rosenholm Slot

I april måned 1559 overtog Jørgen Rosenkrantz gården Holm ved Hornslet fra kongen. I de følgende år lod han på stedet bygge et slot, som fik navnet Rosenholm efter hans slægt.

Rosenholm Slot er i dag det hus i Danmark, der har tilhørt samme familie længst.
I perioden 1740 – 45 blev slottet ombygget og den 10 tdr. land store park blev anlagt med lindealléer, lindelysthuse og bøgehække.

Tag tilbage i tiden

Rosenhaven rundt om springvandet er et fortryllende sted. Slottet står fuldt møbleret med hundredvis af møbler, malerier og gobeliner, hvilket giver besøgende et fascinerende indtryk af en adelsslægts liv og levned gennem århundreder.
Rosenholm Slot forener i dag fortidens og nutidens kultur som arrangør af spændende rundvisninger, konferencer, firmafester, bryllupper mm. Slottet står i dag som et af de smukkeste og største danske herregårdsanlæg fra renæssancen.

Til de yngste 

Som endnu et nyt tiltag er Rosenholm slot dykket ned i det historiske børneliv på slottet. Ved den gamle herskabsstald kan man sommeren igennem muntre sig med stylter, hinkeruder, elastikhop eller sjippetove. Præcis som i gamle dage. Spørg dine forældre eller bedsteforældre hvordan man egentlig hopper i Paradis eller lok dem med på en omgang dåseskjul i den store park!

Skulle sommervejret byde på en lille byge, kan man også trække indenfor i herskabsstalden. Staldens loft huser en stor lokalhistorisk samling med både billeder og masser af materialer. Tag dine bedsteforældre med en tur på loftet, og få dem til at fortælle hvad de kan huske fra deres barndom og ungdom. Det er helt sikkert blevet tørvejr igen, når I er færdige.

Se specielarrangementer her.

#rosenholmslot #visitdjursland #visitaarhusregionen